Information

Kraniet består af knogleplader, der er forbundet med fibrøse suturer. Disse suturer giver pladerne fleksibilitet, og gør det muligt for dem at glide ind over hinanden i forbindelse med fødslen. Hos de fleste spædbørn er hovedformen præget af en mindre asymmetri i deres første dage eller uger, men den samme bevægelighed betyder som regel også, at formen hurtigt genfinder sin symmetri. Klik her for at se flyer

Plagiocephali: positionel (lejringsbetinget) hovedskævhed

Plagiocephali skyldes ydre tryk mod en blød og hurtigt voksende hovedskal, f.eks når barnet bliver liggende i samme stilling i længere tid. Forekomsten af Plagiocephali er således femdoblet efter Sundhedsstyrelsens anbefaling af barnets lejring under søvn, men for tidlig fødsel, pladsforhold ved flerfoldsfødsler, medfødt torticollis eller stramme halsmuskler kan være andre disponerende faktorer. Barnets hovedform kan synes asymmetrisk allerede fra fødslen men kan også først være bemærkelsesværdig efter flere måneder. Tilstanden er den oftest forekommende årsag til behandling med STARband-ortose. Starband korrigerer disproportionerne i hovedformen og medfølgende deformitet. Navnet STARband er et akronym for Symmetry Trough Active Remoulding – Symmetri ved proaktiv omformning.

Anden hovedformsdeformitet

Brachycephali er en tilstand, hvor hovedet er kort i længdeaksen men bredt og hvælvet med fladt baghoved og pande. Ved Asymmetrisk brachycephali er hovedet meget bredt men også asymmetrisk. Orthomerica har identificeret denne tilstand som den næstehyppigste årsag til behandling med STARband. Ortosebehandlingen fokuserer her både på at forbedre symmetrien og behandle disproportionerne i barnets hovedform. Scaphocephali er karakteriseret ved en langt smal hovedform. Scaphocephali er ligesom symmetrisk brachycephali primært en proportionsdeformitet, men den lange form kan også give abnorme forandringer i hovedets for- og bagside. Ortosebehandlingen fokuserer på en normalisering af proportionerne og en generelt bedre hovedform.

Forældres muligheder for selv at påvirke barnets hovedform

Søvn

  • Babyer skal altid sove på ryggen. Varier også stillingen ved at lægge barnet til at sove med hovedet i benenden af sengen hver anden nat.
  • Sørg for regelmæssigt at ommøblere i barneværelset for at skabe variation i barnets bevægevaner: Børn vender sig automatisk mod lys fra f.eks. et vindue
  • Hvis barnet sutter på tommelfinger, prøv da at få baby til at sutte på den ikke-flade sides finger.
  • Når barnet er faldet i søvn, placer da hovedet hvilende på den ikke-flade side.

Leg

Mens det er vigtigt, at barnet sover på ryggen, er det lige så afgørende, at få barnet til at lege på maven, mens det er vågent og under opsyn: Stillingen tager trykket af den flade plet på hovedet, samtidig med at barnets nakke-, ryg- og skuldermuskler styrkes. Det kan være svært i starten, men med tiden vænner de fleste babyer sig til at ligge på maven. Gå selv ned på gulvet så du kommer i øjenhøjde med dit barn, og sørg for at det har underholdende og udfordrende legetøj, når baby ligger på maven.

Måltider

  • Når du ammer eller giver flaske, sørg da altid for at skifte mellem at bære barnet på højre og venstre arm. Det giver barnet fortrolighed med begge sider og mindsker presset på den flade side af hovedet.
  • Anbring barnets stol, således at det stimuleres af miljøet fra alle sider.
  • Når du mader med ske, sørg da for at made fra både højre, venstre og ligefor for at udvikle barnets læbe- og mundbevægelser symmetrisk.

På farten

  • I autostolen kan du med sammenrullede håndklæder medvirke til at positionere og give hovedet en bedre position. Placer autosædet i den side af bilen, hvor barnet vil dreje hovedet mod vinduet og væk fra den stramme side af nakken.
  • Sørg for at barnet bruger så lidt tid i barnevognen som muligt.
  • Brug i stedet klapvogn der er en nem transportform, hvor unødvendigt pres på hovedet undgås.

Fysioterapi

  • Barnet skal stimuleres og motiveres til at dreje hovedet til den ikke-foretrukne side.
  • Er halsmusklerne stramme (torticollis) kan udspænding og afslapning af de stramme muskler samt styrketræning af modsatte sides muskler være en glimrende behandling.

Behandling med STARband

14 dage efter en scanning udleveres en specialfremstillet ortose, der efter ca. fem dages tilpasning skal benyttes 23 timer i døgnet. En time bruges dagligt til badning og tjek af hud. STARband-ortosen påvirker ikke hovedets udvikling i øvrigt. Ortosen bruges kun til at guide barnets kranium i dets naturlige vækst mod en mere ensartet form og større symmetri. Behandlingsforløbets længde afhænger dels af barnets alder ved behandlingsstart og dels af asymmetriens omfang. Gennemsnits- behandlingstiden er omkring tre til fem måneder. Det anbefales, at behandling påbegyndes i alderen fjerde til syvende måned, men der kan fortsat ændres på kraniets vækst op til en alder af 14 måneder. Det skal dog bemærkes, at de bedste resultater opnås ved en tidlig behandlingsstart.

Starscanneren

STARscanneren er en scanner, der ved hjælp af et synligt lysspektrum scanner barnet på 1,5 sekund. Scanningen foretages med en såkaldt ”øjensikker, ikke-kontakt scanner”. Der er ikke behov for bedøvelse, og barnet udsættes ikke for nogen form for skadelig stråling. STARscanneren udfører en tredimensionel scanning af barnets hovedform med en kombination af lavfrekvenslasere og kameraer, og de målte værdier bruges til fremstilling af barnets STARband-ortose. Denne innovative metode erstatter helt den konventionelle gipsafstøbning af hovedet, der er en meget tidskrævende proces, der kan påvirke barnet og forældrene med negativ stress. Gipsafstøbninger har tidligere også kunnet betyde deformation eller svind af formen i forbindelse med f.eks. støbning, tørring og transport af afstøbninger. Videre i behandlingsforløbet inddrages IT til at samle og analysere data for at skabe et præcist overblik over ortosebehandlingens resultater både med hensyn til hovedform og valg af type af ortose. Dette behandlingsfremskridt har betydet større tilgængelighed med computerunderstøttede og grafisk illustrerede rapporter og en behandlingsproces, der kan følges tæt af både forældre, terapeuter, læger og bandagister.

Sikkerhed

Både STARscanner og behandlingen med STARband er under stadig kontrol for at garantere, at behandlingen er helt sikker og giver et positivt resultat for både barn og forældre. For at sikre den højest mulige kvalitet og de bedste resultater udføres behandlingen af autoriserede bandagister, der er uddannet hos Bandagist Jan Nielsen A/S og Orthomerica. De er specialiseret indenfor dette særlige område og er derfor på forkant med den seneste forskning og udvikling.